Skak er et kompliceret spil. Et skakparti kan have flere mulige forløb, end der er atomer i universet. Derfor kræver skak evne til planlægning og til at se så mange træk frem som muligt, og således er det da heller ikke underligt, at skak ofte bliver brugt som symbol for intelligens og strategisk tænkning.
Ofte går det (relativt) godt:
F.eks. beskrev Berlingske i maj i en analyse i anledning af udnævnelsen af en ny militær øverstkommanderende for NATO, hvordan præsident Obama tænker anderledes i håndteringen af Rusland, end hans mulige afløser Hillary Clinton gør. Obama tænker “mange skaktræk frem”, hedder det, mens Clinton tænker mere “operationelt og her og nu”. Metaforen er her umiddelbart forståelig: Mens Obama typisk vil tænke over, hvordan Rusland vil reagere på f.eks. tilstedeværelse af amerikanske tropper i nærområdet, og hvordan det så stiller USA, og hvad landet herefter kan gøre, vil Clinton oftere handle direkte og så analysere situationen igen derefter.
Dog kunne en rutineret skakspiller her indvende, at det virker som om Obama ikke tænker mange skaktræk frem, men højst et enkelt eller to – og det kommer man ikke langt med i skak.
Men engang imellem bryder symbolet helt sammen, og det afsløres, at man har at gøre med en journalist eller anden tekstforfatter, som ikke ved nok om skak til at bruge spillet som metafor på en elegant måde.
Et eksempel stammer fra en nylig politisk analyse i Information af Dansk Folkepartis positionering over for Liberal Alliance.
Heri hedder det:
“Kristian Thulesen Dahl forklarer, at når han ikke siger endegyldigt nej, skyldes det erfaringen fra skak: Hvis du lover modstanderen ikke at angribe på den ene side af brættet, stiller han selvfølgelig sine brikker op på den anden side.”
Citatet afslører, at det enten er længe siden Kristian Thulesen Dahl har spillet skak, eller at han har opfundet sin egen variant: For det første har ingen skakspiller nogensinde lovet sin modstander kun at angribe på den ene side af brættet, og for det andet vil det selv i det tilfælde ikke være muligt at svare ved kun at stille sine brikker op på den ene side af brættet – dette tillader reglerne (naturligvis) ikke.
Et andet eksempel på misbrugen af skak som symbol stammer fra den amerikanske komedieserie, The Big Bang Theory. Heri møder vi de to højt intelligente og en smule nørdede fysikere og bofæller, Sheldon og Leonard. Skak er en af deres hobbyer (underforstået: højt intelligente mennesker spiller naturligvis skak).
I et afsnit skal Leonard imidlertid lære sin kæreste, den blonde – og må vi formode – knap så intelligente Penny at spille skak. Leonard føler sig sikker på sin sejr, men pludselig foretager Penny et enkelt træk, og Leonard er skakmat.
Dette viser, at Leonard ikke kan spille skak på det niveau, som seriens manuskriptforfattere ellers synes at antyde, at hans intelligens kvalificerer ham til, for så havde han set truslen komme for længe siden og undgået den – især når det er hans modstanders første parti, og hun tydeligvis er i tvivl om reglerne.
iagttagelser 