Samt: Et ønske om en mere langsigtet løsning.
Regeringen ønsker et Danmark i bedre balance, siger den. Mette Frederiksen udtalte f.eks. i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens forslag til udligningsreform, at ”Det vigtige er velfærd, retfærdighed og i allerhøjeste grad balancen mellem land og by”.
Den tidligere regering ønskede også et Danmark i bedre balance. Den understregede det ganske hyppigt, f.eks. fem gange på de første to sider i udspillet Bedre Balance II, som fremlagde anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser.
Danmark er i ubalance, må vi formode. Problemet for den nuværende regering er, at samfundets velstand er ulige spredt geografisk: ”Det handler jo om at fordele de goder, der er i vores samfund,” sagde Mette Frederiksen. For den tidligere regering handlede det i luftige vendinger om vækst og udvikling: ”Regeringen ønsker et mere sammenhængende Danmark, hvor der er en bedre balance og hvor vækst og udvikling kommer alle dele af landet til gode”, skrev den.
Meningsdannere i samfundsdebatten er enige, og udviklingen er accelereret de seneste år, forstår man. I Information mente Rune Lykkeberg f.eks., at planerne om udflytning af statslige arbejdspladser var et offensivt forsøg på at løse et af vores store virkeligt eksisterende problemer: Uligheden mellem hovedstaden som over de sidste årtier er blevet rigere, smukkere og stærkere, og resten af landet”.
CEVEA fremhævede i 2015, at samfundet har investeret i storbyområderne, hvor det derfor er blevet mere populært at slå sig ned, mens færre tilsvarende har haft lyst til at bosætte sig andre steder:
”Vi har som samfund investeret massivt i de gode i liv i omkring storbyerne. Det har skabt nogle enorme prisforskelle i boligpriserne, som har været på himmelflugt i de store byer, hvor vi gerne vil bo, mens de er faldet i mange yderkommuner, der er blevet drænet for tilbud,” skrev tænketanken.
Som løsning foreslog den at hæve boligskatten og bruge indtægten til at danne en fond, som skulle have til formål at skabe mere liv i yderområderne.
Jyllands-Posten satte trumf på i en artikel fra 2016, hvor det i overskriften hed, at 800.000 danskere er vrede. Løsningen, lød det, var noget med, at politikerne skulle gøre det lettere at bruge penge og teknologi i yderområderne.
Som det ses er der således enighed om, at der er et problem, og de fleste er også enige om, at det er blevet større hen over de seneste år.
Det er imidlertid hverken nyt, at der er forskelle mellem land og by, og det er heller ikke nyt, at politikerne mener, det er et problem. Hvad der muligvis er nyt, er dog, at ubalancen kan bruges som politisk argument for så mange forskellige typer af løsninger. Spørgsmålet er, om nogen af de senere års løsningsforslag er nok til at løse problemerne?
Også historisk har der været ubalance
På grund af de mange forskellige forståelser af, hvad en ubalance mellem land og by egentlig indebærer, er det svært at vise systematisk, hvordan de har udviklet sig. Men nedenfor vil der blive gennemgået interessante nedslagspunkter.
I Danmarks Statistiks publikation, ”Befolkningsforholdene i Danmark i det 19. aarhundrede”, fra 1905 kan man eksempelvis finde en opgørelse af udviklingen i andelen af befolkningen i de forskellige landsdele, som blev kategoriseret som tyende, altså tjenestefolk. Tallene for 1901 vises i figuren herunder.
Kilde: Danmarks Statistik, 1905: 172.
Det fremgår altså, at andelen af tyende på landet var næsten dobbelt så stor som i København. Forskellen kan bl.a. forklares med en ubalance mellem land og by, for på grund af arbejdsopgavernes karakter var der mest tyende på landet, men udviklingen indebar, at flere flyttede til byerne, hvor den voksende arbejderklasse varetog mange af de opgaver, som tjenestefolkene tidligere havde stået for.
Herunder citeres Danmarks Statistiks forklaring i sin sammenhæng på grund af den veneration, som vi blandt disse iagttagelser har for tidligere tiders danske sprog:
”Det er væsentligst i Landbruget, at det store Tyendehold findes (jfr. Tabel 129), men Landbruget udgør, som foran paavist, en stadig aftagende Andel af hele Landets Befolkning. Dertil kommer, at en bestandig større og større Del af det Arbejde, der for udførtes i Hjemmene, baade i Form af egentlig Husgerning (Bagning, Brygning, Slagtning o. s. v.) og som Husflid (Spinding, Vævning, Forfærdigelse af Redskaber, Syning af Klæder o. s. v), og som i tidligere Tid udgjorde en væsentlig Del af Tyendets Gerning, efterhaanden er blevet udskilt fra Husarbejdet og gaaet over til at udføres (haandværksmæssigt eller fabriksmæssigt) af professionelle Arbejdere.” (Danmarks Statistik, 1905: 171).
Den store forskel i andelen af tyende var bl.a. et problem, fordi de ligesom kvinderne endnu ikke havde fået stemmeret.
I 1950’erne havde regeringen en mere langsigtet plan
Også Viggo Kampmann og 50’ernes S-regeringer havde blik for problemerne ved en uens udvikling af landet. mente man imidlertid også for mange år siden. Poul Smidt beskriver i sin Kampmann-biografi, hvordan der var såkaldte arbejdsløshedsøer rundt omkring i landet, hvor bl.a. vinterledigheden kunne nå op på over 50 procent, hvilket skabte en ond spiral, da det sænkede den generelle efterspørgsel i disse områder.
Regeringen lovede at gøre noget ved problemet, og i 1958 vedtog Folketinget en egnsudviklingslov, som betød, at staten kunne støtte erhvervsvirksomheder i områder, der havde behov for det. Dette blev fulgt af en bedre landsplanlægning, således at udviklingen af vejnet og anden infrastruktur bedre kunne koordineres til gavn for landområderne (Smidt, 2016: 177-79).
For denne iagttager står Kampmann og den øvrige daværende regerings initiativer som mere målrettede og holdbare svar på problemerne end nutidens spredte fægtning med udflytning af statslige arbejdspladser i kølvandet på 15 års centraliseringer og revisioner af udligningssystemet. Dette understreges da også, at egnsudviklingsloven forblev ”det fundamentale værktøj for egnsudvikling i Danmark frem til 1990” (Smidt, 2016: 179).
1950’ernes løsning er ikke nødvendigvis den rigtige i dag, men det ville klæde den politiske debat, hvis problemerne blev klarere identificeret, og hvis der blev taget aktivt stilling til, om det forventes, at udflytning af statslige arbejdspladser og revision af udligningssystemet er nok til at løse dem.
Det illustreres også af, at den nylige revision af udligningsordningen og balancediskussionerne i den forbindelse kan lyde som et ekko af tidligere tiders diskussioner om samme emne. I 1983 gav daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg eksempelvis klart sin holdning til kende , idet hun mente, at regeringens forslag gav de bedste muligheder for at skabe den rigtige balance mellem by- og landkommuner:
”Jeg har lagt meget vægt på en anden ting, nemlig at bloktilskudsfastsættelsen sker efter skattegrundlag og ikke efter udgiftsbehov. Det finder jeg og det finder regeringen er den bedste måde at skabe en rimelig og rigtig balance på mellem de svage landkommuner og de beskatningsmæssigt bedre stillede bykommuner, også i hovedstadsområdet.”
En afsluttende homerisk digression
Som et kuriosum kan det afslutningsvis nævnes, at ligesom ubalance mellem land og by ikke er et nyt fænomen, er gensidige fordomme mellem byboer og folk fra landet det heller ikke. Og det er heller ikke unikt for Danmark. Som Otto Steen Due påpeger i noterne til sin oversættelse af Odysseen fandtes sådanne fordomme allerede i oldtidens Grækenland. Dette ses f.eks., når det ikke vil være velset, at Odysseus i sin tarvelige forklædning nærmer sig bejlerne, som er notoriske byboer (2019: 441). Svinehyrden Eumaios siger til ham:
”De lar sig sandelig ikke betjene af sådan en stodder!
Kun af de kønneste karle i fine kjortler og kapper,
med parfumeret frisure og glatbarberede hager
bliver de betjent ved borde med fint polerede plader
bugnende fulde af brød og vin og kødlækkerier.”
(Odysseen, XVI: 330-34).
Omvendt udbryder en af bejlerne, Antinoos, senere ud af det blå og i vrede den følgende svada mod folk fra landet, da Penelope lader forstå, at hun vil ægte den af dem, som kan håndtere Odysseus’ bue:
”Landsbytosser der ikke ser mere end dagen og vejen!”(Odysseen, XXI: 85)
Litteratur
Danmarks Statistik (1905): Befolkningsforholdene i Danmark i det 19. aarhundrede. Bianco Lunds Bogtrykkeri, København, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19256&sid=befolk1905.
Homer og Otto Steen Due: Homers Odyssé – med ledsager. Gyldendal: København.
Smidt, Poul (2016): Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister. Gyldendal: København.
iagttagelser 