Den politiske forbrugers glæder og sorger

På min lokale 7-11’s hoveddør på Amagerbrogade sidder dette klistermærke:

Det umiddelbare paradoks satte mine tanker i gang. 7-11 er jo en gigantisk multinational virksomhed. Kan man så handle lokalt, når man handler der?

På den anden side er7-11 i Danmark en franchise-baseret virksomhed, så når jeg handler der, støtter jeg den lokale franchusetager, som har indgået aftale med det norske selskab Reitan Convenience, om selvstændigt at drive sin butik efter 7-11-konceptet.

Det er nemlig Reitan Convenience, der har rettighederne til 7-11-konceptet i Skandinavien. Firmaet varetager desuden samme rolle for de 7-11-lignende kiosker Narvesen i Norge og Baltikum samt Pressbyrån i Sverige. Det gav i 2019 firmaet en omsætning på 15,4 milliarder norske kroner og en profit på knap 300 millioner norske kroner.

Reitan Conveniences moderselskab ejer i øvrigt blandt andet også Rema 1000 og Uno X.

Det er ikke nogen hemmelighed, at disse iagttagelser på mange måder har et venstreorienteret udgangspunkt, og dette venstreorienterede udgangspunkt har hen over de seneste par år fået mig til at tænke mere over mit eget forbrug – både fordi der i mange brancher er en usund koncentration af magt, og fordi meget tyder på, at vores nuværende forbrugsmønstre i de vestlige lande ikke er bæredygtige.

Og det er svært at rette op på disse problemer alene gennem aktiv brug af stemmeretten. Bevares, mit eget forbrug flytter heller ikke noget. En gruppe danske akademikere anbefaler således, at man i stedet flytter fokus over på at skabe en bedre regulering, når de i en videnskabelig artikel skriver:

”The current trend of pursuing a sustainable food production through critical purchase decisions rather than through regulation is shown to be problematic, as shopping for a more sustainable food system might be much harder than initially believed due to the conflicting values and inherent trade-offs entailed in the different notions of sustainability”

Jeg er enig med dem. Ikke desto mindre er der alligevel en vis tilfredsstillelse for mig i med små skridt at flytte mit forbrug i en mere bæredygtig retning, og når det en sjælden gang lykkes, føler min indre politiske forbruger sig glad. Men han kommer hurtigt til at føle sig betuttet igen. Det sker, når jeg bliver mindet om, hvor kompleks den moderne økonomi er.

Det er f.eks. tilfældet med 7-11. Før jeg skrev dette blogindlæg havde jeg med stor fornøjelse i Norge, Sverige og Letland fravalgt 7-11 til fordel for Narvesen og Pressbyrån. Men lidet anede jeg, at den del af mine penge, som går til franchisegiveren havner samme sted.

Og dette spørgsmål om nærhed kontra kapitalkoncentration er blot et af de mange, som den politiske forbruger må tage stilling til, hvis politisk forbrug skal være en del af løsningen på de problemer, som verden står over for. Blandt andre vigtige spørgsmål er bl.a. CO₂-udledning, dyrevelfærd, arbejdsforhold og miljøpåvirkninger i øvrigt ved de varer, som den politiske forbruger køber.

Med henblik på at slutte dette blogindlæg, hvor det begyndte, og for at gøre det en lille smule konkret igen, vil jeg derfor vende tilbage til Amagerbrogade. Et par hundrede meter syd for 7-11 ligger nemlig Louis Nielsen. Der har jeg netop købt et par yderst tiltrængte nye briller.

 I løbet af efteråret læste jeg med stor fornøjelse Informations sommerserie, hvor avisen konkret undersøgte den moderne kapitalisme gennem et par briller, en tomat og en skjorte. I artiklen om brillerne kunne jeg læse, at det moderne brillemarked globalt set er domineret af ét kæmpefirma, EssilorLuxottica.

Jeg følte mig i et par uger motiveret til at finde et par briller fra en mindre producent, men valgte alligevel Louis Nielsen, som jeg plejer, skønt kæden er en del af den internationale kæde Specsavers med hovedsæde på kanaløen Guernsey. Jeg orkede ikke at overskue markedet. I det mindste er Specsavers ikke ejet af EssilorLuxottica, og til min glæde ser jeg, at Louis Nielsen betaler skat i Danmark, men jeg har endnu ikke fundet ud af om EssilorLuxottica rent faktiskhar produceret mine nye briller.

En potentielt bæredygtig dag

Klokken er lidt over midnat, og jeg tjekker elmåleren. Og vandmåleren. Og gasmåleren. ”Hvorfor nu det?” forestiller jeg mig, at læseren tænker.

Der er en forklaring.

Den handler kort og godt om, at mit CO₂-forbrug på linje med langt de fleste danskeres ligger over det niveau, som det er muligt at udlede, hvis vi skal leve op til Paris-aftalens målsætning om, at den globale opvarmning skal begrænses til så tæt som muligt på 1,5 grader celsius. FN’s klimapanel estimerer således, at hvis vi skal have bare 50 procents chance for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, har vi et tilbageværende CO₂-budget på 580 gigaton . Rapporten er imidlertid allerede to år gammel, og den globale CO₂-udledning er ikke faldet nævneværdigt siden da. Da klimapanelet samtidig estimerer, at vi bruger omkring 42 gigaton af det tilbageværende CO-budget årligt i disse år, er der omkring 500 gigaton tilbage.

Divideres det med 30 år (baseret på et mål om global CO₂-neutralitet i 2050), fås altså at menneskeheden må udlede 19 gigaton om året, og divideres der derefter med i gennemsnit otte milliarder mennesker, betyder det, at mit personlige bæredygtige CO₂-budget kommer til at ligge på beskedne 2,1 ton om året. Det svarer til 5,7 kg CO₂ om dagen.

Det skaber gigantiske udfordringer for mig og for alle andre danskere, der gerne vil leve mere bæredygtigt. Den gennemsnitlige danskers forbrug af CO₂ og andre klimaskadelige gasser ligger således på omkring 17 tons såkaldte CO₂-ækvivalenter  (svarende til 47 kg om dagen), og mit forbrug afviger formodentlig ikke væsentligt fra gennemsnittet. Men sagen er også, at mit forbrug i høj grad koncentrerer sig om rejser og sekundært om forbrug. Derfor satte jeg mig for at føre en CO₂-dagbog på en ganske almindelig søndag i september for at kunne vurdere, hvor tæt jeg er på at kunne leve bæredygtigt.

CO₂-dagbog for den 20. september 2020

Kære Dagbog

Det var blevet ud på de små timer, før jeg gik i seng, og jeg sov derfor længe, men omkring kl. 10.30 om formiddagen var jeg alligevel blevet frisk nok til at spise morgenmad. Den bestod af brød (formentlig omkring 200 g CO₂¹) med smør (10 g CO₂), honning (2 g CO₂) og chokoladenøddesmørepålæg (10-20 g CO₂) samt mælk (200 g CO₂ og juice (200 g CO₂).

Min kæreste og jeg tog efter morgenmaden S-toget fra Københavns Hovedbanegård til Bagsværd Station for at gå en tur rundt om Bagsværd Sø. Pr. personkilometer udleder S-toget cirka 12 gram CO₂ , og da turen er cirka 17 km hver vej, svarer det altså til en samlet CO₂-udledning på 408 g.

På vejen rundt om Bagsværd Sø spiste vi frokost på Nybro Kro, hvor jeg fik et stjerneskud (2 kg CO₂) samt en øl (400 g CO₂).

Vel hjemme igen tændte jeg for den afsluttende etape af Tour de France og så Sam Bennetts flotte sejr, hvorefter min kæreste og jeg spiste chili sin carne med ris til aftensmad (600 g CO₂). Hertil drak jeg en cola (100-200 gram CO₂).

Resten af aftenen brugte jeg på at læse og arbejde foran computeren med bl.a. dette blogindlæg. Før jeg gik i seng aflæste jeg endnu engang målerne. De viste, at vi i løbet af dagen havde brugt 39 liter vand (8 gram CO₂), 0,19 m³ gas (150 gram CO₂) og 6 kWh strøm (900 gram CO₂). De sidste tre målinger skal deles med to, da vi bor to i husstanden.

På denne baggrund kan jeg estimere, at min CO₂-udledning denne søndag var på cirka 5,1 kg, når der ses bort fra det slid, jeg i løbet af dagen har forårsaget på mit tøj mv.

Den gode nyhed er dermed, at jeg med de forudsætninger, jeg ovenfor har beskrevet, denne søndag har levet bæredygtigt i hvert fald i CO₂-mæssig forstand. Det er dog svært at se bort fra de dårlige nyheder: Mit CO₂-forbrug lå således kun 600 gram under det bæredygtige niveau, og dermed skal jeg f.eks. leve lige så bæredygtigt som denne søndag i 133 dage, før jeg med god klimasamvittighed kan købe den nye iPhone, jeg lige har investeret i.

Det er også en dårlig nyhed, at for hvert år, hvor der ikke sættes gang i betydelige politiske initiativer for at nedbringe den globale CO₂-udledning, falder også mit individuelle CO₂-budget. Ligeså vil mange uden for den vestlige verden nok mene, at eftersom vi allerede har brugt en stor del af det globale CO₂-budget, bør det resterende budget ikke fordeles ligeligt, men i højere grad reserveres til de lande, som historisk har udledt mindre CO₂,

---

¹: Jeg vil ikke uddybe alle de følgende beregninger i detaljer, men ofte nøjes med et estimat i en parentes baseret på tal i de artikler, jeg linker til. Hvor der ikke er angivet en kilde, er kilden denne opgørelse fra Naturerhvervsstyrelsen. Alle beregningerne er estimater forbundet med betragtelige usikkerheder.

I Montpellier skal den offentlige transport være gratis

Den nyvalgte borgmester i Montpellier, Michaël Delafoisse fra socialistpartiet, har i dag påbegyndt virkeliggørelsen af et af sine valgløfter, nemlig at gøre den offentlige transport i byen gratis. Det skriver Le Figaro.

Montpellier bliver dermed den første storby i Frankrig, som indfører gratis offentlig transport, efter at 35 mindre byer har gjort det.

Den nye ordning skal udrulles gradvist, således at transporten i første omgang bliver gratis i weekenden. Når det nye tiltag er fuldt indfaset, skal byen finde 24 millioner euro årligt for at finansiere det.

Både forskere og transportselskaber frygter dog, at regningen kan blive større, da erfaringer fra bl.a. Dunkerque viser, at passagerantallet kan blive fordoblet som følge af initiativet. Til gengæld peger erfaringerne også på, at antallet af voldsepisoder vil falde, når antallet af passagerer stiger. Dette skyldes, at der skabes en form for social kontrol, som betyder, at potentielle voldsmænd griber til vold i mindre grad.